Flemming.pless.com

Ny hjemmeside

Jeg har fået ny hjemmeside. Du kan klikke her.

92 år i dag

Min far ville være 92 år i dag, hvis han havde levet. Jeg savner min far, tænker på ham hver eneste dag og ville ønske jeg skulle ind til ham og fejre ham.
Det er hvad det er, jeg møder ham engang senere, men forældre bliver gamle og syge og forlader os.
Der er ikke anden mening med den her post, at jeg ønsker at give udtryk for min kærlighed til min far, der aldrig rigtigt har forladt min verdensopfattelse.

(Foto: Hanne Holberg, min tante, med min far engang i begyndelsen af 1970-erne)

Amager under vandet

Amager er meget mere end en ø. Det ligger allerede i begrebet ø, at der er en masse vand. Hvis man nu er til vand, er Amager altså et godt sted at være.
For mit vedkommende bliver det til ture rundt om øen i kajak, og fordi jeg ikke hele tiden kan tage til Det røde Hav, er jeg også nødt til at udleve min anden hobby, dykning, i vandet omkring Amager. Amagerhavet byder ikke på store dybder, ikke på et massivt og varieret fiskeliv, ikke på store og spektakulære vrag, alligevel dykkes der ret meget.

Nyt medlem i Regionsrådet!

Min gode partikammerat Leif Flemming Jensen fra Regionsrådet er død efter lang tids sygdom. Det betyder at jeg rykker fra at være 1.suppleant til at være fuldgyldigt medlem af Region Hovedstadens råd. Ikke en særlig fornøjelig grund til at begynde arbejdet, men jeg skal lægge mig i selen for at gå ordentligt i Leif Flemmings fodspor. Ære være Leif Flemming Jensens minde.

En bog om krigen i Irak

Holger Larsen in memoriam

Jeg har gået på studenterkursus, det lå på Mynstersvej på Frederiksberg. I sig selv har det intet at gøre med Amager, og så alligevel.

På det her studenterkursus, Statens Kursus, havde jeg en dansklærer, han hed Holger Larsen, og det har en hel del at gøre med Amager. Holger Larsen boede på Oxford Alle, en sidegade til Amagerbrogade, jeg var heldig at komme til at få en tæt forbindelse med Holger og komme en del i hans hjem.

Holger var, for han døde for en hel del år siden, et af de lærdeste mennesker jeg kendte. Han var også et at de mærkeligste mennesker, jeg har kendt. Polio i barndommen havde forkrøblet hans fysik og vel også tvunget ham til at leve et liv som enlig, i sammen hus som hans forældre.

I husets have, haven vendt mod syd, skærmet op mod muren, stod et figentræ. På gode år bar det de bedste figner. Til de bedste figner, drikker man en særlig speciel vin fra Syditalien. Jeg kan ikke huske hvilken vin, men jeg husker det særlige, følelsen af det sublime i begyndelsen af tyverne for mig i en lun krog mod syd på Amager, hvor Holger stort set fortalte mig alt der var at vide om Romantiken, Novalis, Heine, Steffens, Oehlenschläger og Thomas Mann.

Jeg mener ikke stort set alt leksikalt, men den følelse man får og præges af som en discipel, der hænger ved læberne af en klog person, der har meget at fortælle og ikke kan lade være. Jeg mener ikke, jeg blev så meget klogere, men jeg fik en umanerlig stor lyst til selv at erfare de store sammenhænge.

Det er så lykkedes med vekslende held. Men jeg glemmer aldrig den store fornøjelse, det er at have en aften sammen med Holger, hvor vi sad og hørte Mozarts operaer eller Bachs H-moll Messe i stuen på Oxford Alle, med et glas portvin, Sportskage fra La Glace og kunne grine over Papageno eller ane det mirakuløse i Bachs musik.

Jeg forstod ikke så meget dengang, men jeg anede en større sammenhæng, og det er det bedste man kan give videre til sine kære. Som Brandes kunne udtrykke det; om at ane det store i det små eller det små i det store.

Jeg har set lyset engang for mange år siden på Oxford Alle, jeg har brugt flere aftener på at pynte et juletræ finere end noget træ sidenhen er pyntet med Holger i sin stol, samme stol som han sad i alene juleaften mens julesneen dalede ned over det sydlige Amager. Jeg har lært at det ikke er pynten i sig selv, men glæden ved at placere den rigtigt, det kommer an på.

Holger døde for en del år siden. Jeg tænker ofte på ham. Jeg ved ikke om jeg blev et bedre menneske af at kende ham. Men jeg ved, jeg har fået en bedre mulighed for at tænke over det store i det små på Oxford Alle.

20 måder at holde humøret i god form på

Læs videre, og med tak til Maj-Britt Soll

1. Sæt dig i din bil i frokostpausen med solbriller på, og peg med en hårtørrer på forbipasserende biler.
Hold øje med, om de sænker farten.

2. Kald dig selv over samtaleanlægget uden at forvrænge stemmen.

3. Når nogen beder dig om at gøre noget, så spørg altid, om de ønsker pommes frites til.

4. Stil din skraldespand på skrivebordet, og mærk den "Ind".

5. Hæld koffeinfri kaffe i kaffemaskinen i tre uger. Skift til
espresso, når alle er kommet sig over koffeinafhængigheden.

6. Skriv "For seksuelle ydelser" på alle dine checks.

7. Afslut alle dine sætninger med "i henhold til profetien".

8. Drop enhver brug af tegnsætning.

9. Hop så vidt muligt i stedet for at gå.

10. Spørg folk, hvilket køn de har. Grin hysterisk, når du hører
svaret.

11. Sig "ud af huset", når du køber mad i en drive-in-restaurant.

12. Syng med, når du er i operaen.

13. Gå til digtoplæsning, og spørg, hvorfor digtene ikke rimer.

14. Hæng myggenet over din arbejdsplads, og spil tropiske lyde hele dagen.

15. Sig til dine venner, at du ikke kan komme til deres fest fem dage i forvejen, fordi du ikke er i festhumør.

16. Bed dine kolleger om at tiltale dig med dit brydernavn, "Rock
Hard"..

17. Råb: "Jeg vandt, jeg vandt", når der kommer penge ud af pengeautomaten.

18. Råb: "Løb for livet, de er sluppet løs", mens du løber mod
parkeringspladsen, når du forlader Zoologisk Have.

19. Sig til dine børn over middagen: "Vi er desværre nødt til at
afskedige en af jer på grund af økonomien."

Og den sidste metode til at fastholde en sund sindssyge ....

20. Send denne tekst videre til dem, du kender, og få dem til at smile - det kaldes terapi.

Skal du bruge en foredragsholder?

Du kan kontakte mig angående foredrag og mødeledelse. Jeg har en lang række foredrag om historiske og samfundsmæssige emner. Jeg ved en masse om København, om livsværdi og om de store tanker i livet. Og du kan udfordre mig, hvis du har et emne du vil have belyst på en ny måde

I øjeblikket lægger jeg sidste hånd på en bog om en dansk soldats deltagelse i Irak og Afghanistan. I efteråret begynder jeg en bog om lykke.

Jeg kan også tage mig af jeres havnerundfart i Københavns Havn. Se her for Canal Tours hjemmeside.

Menighedsrejse til New York

Se www.christianskirke.dk for oplysninger om kirkens menighedstur til The Big Apple.

Langt væk

En prædikenovervejelse

Søndagens tekst er fra Matthæus; En mand spørger Jesus, hvad han skal gøre for at arve et evigt liv. Jesus svarer ham, at han skal overholde de 10 bud og desuden give al sin rigdom til de fattige. Det er det sidste, der gør manden bedrøvet. Det er også denne tekst, vi møder det berømte billede med en kamel og et nåleøje

Det er en prædikentekst, der tjener det formål at fastholde, hvad den kristne tro er; det er en besværlig og forargelig tale om at finde ud af at være menneske; om de indre og de ydre værdier; om det sande og det der er en svag afglans af det.

Derved er vi ved sagens kerne. Den kerne, der gør disciplene forfærdede som der står. Er det ikke nok, at forlade sig på de ti bud? Skal jeg have et endegyldigt opgør med min dagligdag og sikkerhed?
Nej, det skal du så ikke. Ikke at det ikke har været prøvet med vekslende succes; munkebevægelsen f.eks. Men det er mere subtilt end som så. Nej, du kan ikke opgive din rigdom, din sikkerhed på jord, men du kan erkende, at den ikke er livet i sig selv; at du må forlade dig på, at Vorherre, i skikkelse af Hans søn Jesus, er kommet for at gå vejen med dig gennem livet og at han stiller dig i den situation, at du hele livet igennem må grunde over, hvad der i virkeligheden er vigtigt; det indre eller det ydre.

Det er næppe nogen nyhed, at der er rige, der er fattige. Det er heller ikke nogen nyhed, at der fattige, der formår at få en fornuftig tilværelse til at hænge sammen. Forskellen er, at de fattige er meget mere udsatte for at opleve deres liv falde fra hinanden; vejen fra trussel til kaos er kortere. Du skal som fattig være en hel del mere nøjsom og finde de "gratis glæder" end hvis du var rig. Det er en banal, men også en nødvendig konstatering i forhold til at forstå, at et kristent liv er et indre rigt liv, hvor den egentlige værdsættelse foregår. Det er det skisma, vi lever under hele livet, vi kommer aldrig rigtigt gennem nåleøjet, men må forlade os på, at Jesus gør det for os.

Bliver Gud glad, hvis du er fattig? Nej, det gør han ikke. Man bliver ikke specielt from af at være fattig, man bliver snarere mindre i stand til at være et menneske med overskud. Modsat, bliver Gud glad hvis du er rig; nej, heller ikke. I hvert fald ikke hvis din rigdom er materialistisk og din lykke alene er forbundet til den, som en statisk størrelse. Det, der er kernen, er, at det er sværere for en rig at komme ind i Himmeriget end for en kamel at komme igennem et nåleøje, at rigdom først og fremmest er en mental størrelse, ikke en ydre foreteelse. Eller sagt anderledes; du er så rig, som du tænker, føler, handler eller tror. Eller du er så fattig, som du ikke handler, ikke lever eller ikke har håb for et godt liv.

Derfor kan denne tekst ikke handle mere om Hr. Møller end det gør om min gode ven, der sover brandert ud over på Christianshavns Torv hele året. Eller, det kan den da godt. Men det er ikke en objektiv betragtning om, hvad der mere fromt end noget andet. Det er i stedet Guds ord til os om de sande værdier og den kvide og det mas, der er livet igennem med at få det hele til at gå op i en højere enhed. Og det kan vi så hver især fundere over, mens vi står i kø får at gøre det bedre end kamelen ved nåleøjet.

Da jeg lærte at danse – klumme Amager Bladet

Når jeg tænker på Amager tænker jeg først og fremmest på Ulrik Birchs allé. Og når jeg tænker på Ulrik Birchs allé tænker jeg på alle teenageårene, helt tilbage til da jeg var 16, og stod på Havnens Motorfærges kontor på Holmen for at sendes ud og arbejde på Havnerundfarten .

Der er intet som ungdomsforelskelser, de danner dig for livet. Der sad så chefens datter, Tine, som det dejligste jeg nogensinde havde set. I et eller andet omfang er jeg aldrig kommet over det møde. I en tidligere klumme på denne plads gjorde jeg rede for, at et geografisk sted kan blive til en mental bevidsthed. Ulrik Birchs allé er bevidstheden om Tine, usvækket efter 35 år, en tidslomme, jeg mærker hver eneste gang, jeg passerer forbi.

Men tankerne om Tine er en pakkeløsning, et brokadebroderi af oplevelser, en dynge juveler af mindelser det stadigt nytter at trække på. Tine far og mor havde en danseskole, hvor man kunne lære af føre sin partner, som de nu skulle føres, hvis man var et dannet menneske. Det er vistnok anderledes i dag. Men det var nu ikke så meget dansen som Tine families elegance med at være en familie. Kernefamilie, vel at mærke, i gode kår, hårdtarbejdende, en kende gammeldags, den slags med søndagsfrokost, Hof og en snaps, sildemadder, eller søndagstur for turens egen rekreerende skyld til Sydamager eller til Dyrehaven eller hvor nu man kunne køre tilsyneladende planløst rundt og hygger sig.

Tines far, Gunnar, var det mest kærlige og koleriske menneske, jeg nogensinde har kendt. Tine mor, Harriet, en verdensmester i at tackle både det kærlige og koleriske. Hvis jeg ikke havde haft de forældre, jeg nu fik, ville jeg aldrig nogensinde have brokket mig over at være blevet tildelt dem som forældre i stedet . Og jeg havde Gunnar som chef i mange år og oplevede ham igen og igen eksplodere på Gl. Strand over en stakkels guide på havnerundfarten, der havde en anden mening end ham selv. Men samtidig var han også det mest retfærdige menneske, man kunne tænke sig.

Jeg lærte aldrig at danse i Hartungs danske skole, og så gjorde jeg det alligevel. Jeg lærte at danse af kærlighed i gadedøren præcis kl. 21.30, når jeg blev smidt hjem. Jeg lærte at danse af forelskelse ned af Ulrik Birchs allé. Jeg lærte at danse af taknemmelighed og stolthed, da familien Hartung senere reddede mig da jeg var boligløs. Og jeg har aldrig glemt at se ned at Ulriks Birchs allé med samme glæde som for 35 år siden, fordi nogen lærte mit hjerte at danse af glæde da jeg var 16.

Amagerdigte

Enhver der bor på Amager bør have læst mindst et værk af Klaus Rifbjerg. Det kunne meget passende være Rifbjergs epos til sin fødeø Amager. Digtsamlingen hedder, for nu ingen skal komme i tvivl om geografien, Amagerdigte og udkom i 1965.

Amager er ellers ikke i voldsom grad besunget af digtere. Det er nu ellers synd. Uden at være specialist på området, kan jeg lige på stående fod ikke komme på så mange andre end H. C. Andersen, Jørgen Gustava Brandt og så altså den indfødte amar'kaner Klaus Rifbjerg, der til forskel fra de to andre lader Amager være digterens både ydre og indre grænse.

Jeg læste Amagerdigte første gang for mange år siden. Fordi jeg havde en lærer, der læste op af den og forklarede os elever, at digte ikke behøver at rime, ikke behøver på nogen måde at ligne Hjortens Flugt eller Balders død. Og siden da har jeg elsket Amagerdigte.

Rifbjerg kan besynge selv de ydmygeste lokaliteter på Amager, som nu Remisevej (lille vej mellem Røde Mellemvej og Englandsvej); "Visse lokaliteter er svære at placere/i virkeligheden, f.eks. Remisevej/Stedet har intet med sporvogne at gøre/En remise er en lille skov"

Nu om dage er der en kirke og et lukket indkøbscenter. Tiden er gået, fremskridtet, kirke, center, bolig i værste eller bedste 60-er stil har overtaget. Tilbage er kragerne, der flagrer over stedet. "Remisevej du er krageflagrende/både sommer og vinter" skriver Rifbjerg drømmende. Remisevej er stadig svær at placere i virkeligheden.

Og er det ikke forunderligt, at Amagerbanen, Samosvej, Fælleden og Lyongade kan være digteværdige. Men alle gader, alle lokaliteter har deres egen poesi. Det ligger i luften og har sin egen indre udvidelse; "Undskyld, men Amager/er mere end Amager./Også det man ser østover/hører med:/Saltholm og Malmø". Næsten som om den bro til Sverige allerede var bygget i 40-erne med "en slidfri forbindelseshimmel/over Øresund".

Og uden i øvrigt at skelne mellem Amagerdigtes forskellige led, s er Rifbjergs ode til Amagerbrogade ganske sublim, gaden med det hedengangne varehus REGAMA, et navn, der for den skarpsindige vil afsløre navnen på en ø og Rifbjergs aorta i hans traumatiske "hovedstrøm blandt mine længslers floder".

Jeg havde den ide for tre år siden, at jeg gerne ville have den store digter til at komme i Christians kirke og læse op fra Amagerdigte. Det var 40 år siden digtene var udgivet og jeg i øvrigt var en glødende fan af Rifbjerg. Det blev til fire breve frem og tilbage, skyldigt besvaret fra Spanien (i hånden), men ikke nogen aftale om digtoplæsning i Christians kirke. Måske godt nok det samme. Det er et mas med ens helte, for mig noget med at jeg bliver så benovet. Om ikke andet, så en tak til Rifbjerg for at gøre Amager poetisk.

Et ynglingsdigt!

I
Among twenty snowy mountains,
The only moving thing
Was the eye of the blackbird.

II
I was of three minds,
Like a tree
In which there are three blackbirds.

III
The blackbird whirled in the autumn winds.
It was a small part of the pantomime.

IV
A man and a woman
Are one.
A man and a woman and a blackbird
Are one.

V
I do not know which to prefer,
The beauty of inflections
Or the beauty of innuendoes,
The blackbird whistling
Or just after. …

……

Wallace Stevens

Jeg har også boet på Amager!

Fra 1979 til 1987 boede jeg på Amager. Jeg havde ellers forsvoret, at det skulle ske for mig. Men et sted skulle jeg jo bo, og da mine forældre ikke mente de skulle købe en lejlighed til mig, måtte jeg flytte på kollegium. Det var før forældre med for meget friværdi kunne spare skat ved at købe lejligheder til alt for egotrippede børn. Jeg er ikke misundelig, sagt en passant.

Men altså, jeg søgte kollegium, der var ikke andre muligheder end Grønjordkollegiet, eller selvmordskollegiet, som det hed i folkemunde. Det navn havde det fået, fordi kollegiet var en underlig blanding af studieaktive, polske flygtninge og unge på socialt deroute, der i vekslende grad fandt eller ikke fandt meningen med livet i de 12 kvm kollegieværelser. Det havde den konsekvens, at en række ulykkelige skæbner endte med at tage deres eget liv f.eks. ved at springe ud fra taget, hvilket medfører en sær dump lyd, som jeg stadig husker fra en lørdag eftermiddag først i 1980-erne. Men generelt var vi unge og ulykkelige på den der håbefulde måde man nu er det i 20-erne på.

Med bange anelser flyttede jeg ind og tog mit værelse (1401) i besiddelse. Det sociale gen skulle udvikles, som det er tvunget til når 12 desperate unge er tvunget til at dele samme køkken. Jeg er dybt taknemmelig for de år og samtidig fyldt med undren over, at vi overlevede samlivet. Et kollegiekøkken er en bakteriel bombe, en slags petriskål for biologisk krigsførelse. Muligvis var redningen bayersk øl og mange kys, men jeg skal ellers ikke gøre mig klog på, at jeg kunne fraflytte 8 år senere med livet i behold.

Inden jeg begik den fejltagelse at flytte sammen med en psykiater på Nørrebro, nåede jeg at blive cand. teol på normeret tid, hvilket stadigt undrer mig. Vi nåede også at drive gennem lange solrige somre uden at tænke en alvorlig tanke. Dertil kommer – og undskyld administrator Anderson – en sen nats lange fornøjelse med at male administrationsbygningen lyserød, af ingen anden årsag, end at den samme træbygning længe havde skreget på at blive pink. Måske fordi vi røg hash og sad og kiggede ud over fælleden (inden fremskridtet og metroen holdt sit indtog), eller måske fordi det ikke var nok bare at blive klog og voksen uden også at leve vanviddet ud.

Jeg kører stadig en tur forbi Grønjorden. Fordi det gav mening at bo der; søde piger, lange løbeture på Fælleden, alt for lidt søvn, livets mening i bunden af en flaske og den særlige robusthed, det er at finde sig selv i en slags studentikos osteklokke. Af samme årsag kan jeg varmt anbefale forældre til udflyttende børn, at nøjes med at betale for en flytning på et kollegium og bruge friværdien til noget sjovt.

Forbyd kærligheden – den er rød!

Når man begynder at forbyde kærlighed, så står det alvorligt galt til. Som nu den nedenstående historie, der skrives i rødt for at markere en vis trods: 

"Saudi-Arabiens religiøse politi har forbudt salg af røde ting, så som røde roser, forud for Valentinsdag, skriver Reuters.Dermed må forelskede unge i det konservative muslimske land finde andre måder at udtrykke deres kærlighed på.

Ifølge en lokal avis, the Saudi Gazette, skyldes forbudet, at det religiøse politi mener, at Valentinsdag opfordrer til utugtige forbindelser mellem mænd og kvinder der endnu ikke er gift":

Private sygehuse er noget møg – Sylen Ekstra Bladet januar 2008

For et par år siden fik fruen i huset et nyt job. En del af lønnen var en sygeforsikring. Dertil også en billig dækning af ægtefællen. Vil du ikke betale til det, spurgte hun en sen aften? Og så diskuterede vi resten af natten om hvorfor jeg ikke ville det, for som jeg stadig mener; jeg betaler allerede til fællesskabets sygdomsdækning og vil ikke med på den galej, som en pæn del af Danmarks bedrestillede mener, de er nødt til at have.

Det handler nemlig grundlæggende om, at vi insisterer på at have et fælles projekt i det her samfund. Og her kommer de private sygeforsikringer ind som en uendeligt dumt og egocentrisk element i deling mellem de bedrestillede og alle de andre.

Private sygehuse er noget møg, dyre og handler om profit. Og de findes, fordi der et to grupper, der vil have dem; dem, der er ideologisk for privatisering, og dem, der tror det bare er bedre med flere muligheder. Den første gruppe er uden for terapeutisk rækkevidde, og den anden gruppe har endnu ikke indset, at den første gruppe stikker dem blår i øjnene.

Det danske sygehusvæsen var engang noget det bedste der findes, fagligt og ideologisk. Så var der nogen, der mente at det kunne være så yndigt, hvis det var ligesom i USA. Beroligende, ikke sandt?

Nu er der frit sygehusvalg, og så tror alle, at vi bare får mere for de samme penge. Det er det rigtigt dumme at tro. Ret beset handler det om, at læger og sygeplejersker bare tjener flere penge på at spille det offentlig ud med det private. De samler guld op på gaderne, som den afgående formand for Etiks Råd, Ole Hartling sagde for nylig.

Det danske sygehusvæsen bløder, og vi lader det ske; af dumhed, af uvidenhed, af økonomiske årsager? De fleste aner ikke hvad der er ved at ske. Det fælles projekt, velfærden, ligger og gisper af privatisering, smittet som den er af egoisme.

Markedsfør Danmark! – Sylen Ekstra Bladet januar 2008

Det er ganske vist; kulturminister Brian Mikkelsen har oprettet en fond til markedsføring af Danmark. Kulturbrian håber, at kulturlivet vil tage udfordringen op og søge fonden om støtte til kulturelle begivenheder, der kan medvirke til at sætte Danmark og dansk kultur på verdenskortet."

Med andre ord. Danmark skal stramme sig op for at skaffe turister til landet. Det er ikke mere nok bare at være Danmark, nu skal der findes nye værdier, nye event, der skal åbne de potentielle besøgendes øjne for Dannevangs velsignelser.

Hvad er der sket med de gamle værdier? Den lille Havfrue, smørgaasbordet og visionen om det lille rare land, som havde politibetjente, der hjalp andemor med sine ællinger over Vesterbrogade? De er øjensynligt ikke gode nok mere.

Det handler selvfølgelig om til en begyndelse, at finde ud af hvilke værdier, der er vore værdier. Og her er der løbet meget vand i stranden siden Wonderfull Copenhagen og Hans Christian Andersen med indlagt Danny Kaye. Det er ikke nok med musselmalede platter og Dronningens vagtparade, det er nye tider.

F.eks. er der da ret så meget en ide i at sælge Danmark som den krigsførende nation, der sammen med USA i kampen mod terror ikke finder sig i noget som helst. Ligeledes er det da helt klart, at afviklingen af verdens bedste folkeskole og et af verdens bedste sundhedssystemer, bør stå højt på værdilisten når der skal tænkes igennem. Endelig må der være turister, der ikke kan lade være med at komme til landet med de grønne bøge, når det går op for dem, at her tager vi ikke let på flygtninge, der kommer til vore grænser for at søge beskyttelse.

I virkeligheden er virkeliggørelsen lige til. Man skal bare oversætte størstedelen af den offentlige debat til hovedsprogene og sende den til udlandet. Og så vil jeg så gerne høre, hvad jeg får af penge for den ide?

Kære Helle – Sylen Ekstra Bladet januar 2008

Kære Helle. Det går ikke så godt. Ikke siden det første årti i det forrige århundrede har du været så dårligt repræsenteret i Folketinget, og dengang var det på vej op, nu er du på vej ned. Hvis der ikke gøres noget.

Du stod på valgnatten og fortalte, at det her nederlag var et moment på vej mod sejren. Det var ganske aparte at overvære det. For sandheden er jo, at det på alle måder er et vink med en vognstang om, at du er formand for et hensygnende parti uden egentlig appel i befolkningen. Og forsætter du på samme måde kommer det til at gå værre ved næste valg.

Nå jeg skriver det her nu, er det selvfølgelig udløst af Ritt Bjerregaards udmelding, som er smedet sammen af hende og kommunale embedsmænd. Samme Ritt har kun ganske løse formodninger om, hvad der skal gøres. Men det er så heller ikke de socialdemokratiske mærkesager, der ligge hende på sinde. Det er positioneringen i forhold til at være i magtens centrum med sin egen person, der er væsentlig for Ritt.

Men hvorom alting er, så er S et parti, der er stykket sammen af to værdiudsagn; alt være socialt og demokratisk. Som det er nu er du mere liberal end socialdemokrat. Og det kan godt være at befolkningen ikke er parate til at indse, at det danske velfærdssystem er i fare, men det bliver de inden for en overskuelig fremtid. Og her det så at du gerne skulle have været der med det, der kendetegner det, du er rundet af; en insisteren på, at være et Danmark, hvor de vigtigste emner ikke er skattelettelser og privatisering, men en stærk vilje til at udbygge den danske model, socialdemokratisk politik har stået for det meste af det sidste århundrede.

Det kan lade sig gøre. Lad de andre partier løbe med de lette løsninger. Og ikke mindst, skulle du tabe på det, du tror på, så hellere dø en meningsfuld død end visne hen i den nuværende meningsløshed.